tirsdag den 27. januar 2015

Klar til udsalg

Så er vi ved at være klar til at holde udsalg på adressen. Der er ryddet op på hylderne. Resterne er fundet frem og der er gjort flere rester klar. Jeg har forfærdelig mange rester. Når der ikke er så meget tilbage på rullerne, er jeg nødt til at fjerne dem fra netbutikken.
Fordi, det vil være skuffende som kunde, at finde lige det, man skal bruge. Og så ikke kunne få den mængde, man har brug for!!!
Nogen af restrullerne
Nogen af resterne!
Resten står i kasser.
Vi holder udsalg torsdag d. 29.1.kl. 12.00-18.00 fredag d. 30.1. kl. 12.00-18.00 og lørdag d. 31.1. kl. 10.00-14.00.

mandag den 26. januar 2015

Vintervejr

Så fik vi endelig lidt sne. 

Sådan en januar-måned kan være forfærdelig lang og grå. Men i lørdags kom sneen væltende ned fra himlen i flokke. Og alting så pludselig meget mere lyst og venligt ud. Og når en lørdag med sne, bliver efterfulgt af en søndag med sol, så kan man da ikke forlange mere. Det skulle da være at sneen kunne få lov at ligge lidt. Det får den ikke lov til, for nu er det mandag og gråt og tåget. Og sneen - ja den ser temmelig brugt ud.
Vores "nabo" boldbanen bliver flittigt brugt, når der er kommet sne.
Der er kælkebakker i alle størrelser.
Kønt ser det ud!
Troldhassel står på spring
Minisyrenen er også klar

onsdag den 21. januar 2015

Afbud

I går aftes måtte jeg melde afbud.

Jeg er med i vores lokale patchworkklub Sy`FynQuiltelaug. Vi mødes to gange i måneden. Og vi hygger os. Både med egne og med fælles projekter. Engang imellem har vi kurser. Det kan være en af "vore egne" eller en underviser udefra, der kommer med nye input. Men i går måtte jeg melde afbud. Jeg har svært ved at følge med i netbutikken. Lige nu er der udsalg og der skal pakkes sy-kits. Så i aftes, skar jeg de sidste 12 x 12 cm kvadrater til PATCHWORK ELEFANTEN  i stedet for at gå i syklubben. Nu skal de så bare pakkes!
Det ser ikke ud af meget, men der er næsten 40 meter stof i 12 x 12 cm stykker!

mandag den 19. januar 2015

Pladsmangel

Det er godt, at jeg holder udsalg sidst på måneden. 

Fordi - lige nu er pladsmanglen ekstrem, der er stofruller allevegne. I går søndag var jeg på værkstedet/lageret og sætte nye hylder op. Og det blev da meget godt. Jeg har længe ønsket de hylder til mine dobbelt-bredde stoffer. At de så ikke alle kunne være der og de ruller der brugte vægpladsen før, ikke har nogen plads mere, er bare et nyt lille problem.
At det er særlig slemt lige nu, skyldes forrige weekends indkøb. Mine hylder med især sort-hvide og grå stoffer er blevet fyldt op. Og i de brune nuancer er der også suppleret godt op. Og det bedste af det hele - de nye stoffer kan jeg sælge til kun kr. 100,00 pr. meter.
Men pladsmanglen er et problem, der må løses, så der  bliver stort udsalg på adressen sidst på måneden med masser af gode rester i både patchworkstoffer og beklædningsstoffer. Og netudsalget kører med masser af tilbud på TILBUDS-SIDERNE hele måneden.
Hvis hylderne havde været dobbelt så lange, havde der været plads til dem alle!
Sort-hvide patchworkstoffer
Nyt på hylden med  gråt og beige

mandag den 12. januar 2015

Travlhed

Den første hele arbejdsuge i det nye år har været travl. Årsregnskabet skulle gøres klar til revisoren, der skulle pakkes sy-kits til vores lille nye legekammerat. Lørdag var vi på tekstil-messe og købe ind, så der skulle planlægges indkøb til nye projekter. Også var der alle "småtingene", diverse annoncer og reklamer der skulle tages stilling til og annoncer der skulle laves. Og så ikke mindst, - kunderne skulle passes.
Jeg nåede det meste. Sy-kittene blev pakket søndag eftermiddag, så i dag er vores lille nye legekammerat blevet afsløret.
15 forskellige patchworkstoffer og 2 knapper til vores nye legekammerat.
Der er lidt småting jeg ikke nåede i sidste uge. Dem må jeg nå i denne uge sammen med alle de nye opgaver. Jeg havde mange nye stofruller med hjem. De skal prissættes, fotograferes, lægges i netbutikken. Og så er der den umulige opgave, at finde en hyldeplads til dem!
Jeg har gjort det igen - der er ikke plads!


onsdag den 7. januar 2015

Udsalgsfeber

Udsalgsfeberen raser. 

Mange er ramt, både kunder og forretningsdrivende. Og jeg hopper med på bølgen. Den 2. januar blev der lagt "nye" varer på tilbudsiderne i netbutikken.
I år har jeg besluttet at lægge nye gode tilbud ud i hele januar. Sidst på måneden slutter jeg af med udsalg i de fysiske lokaler. Efter et godt år i netbutikken er der mange rester. Og da jeg lukkede systuen i sommers, er der mange varer jeg ikke har brug for mere. Og det ville da være dejligt med plads til de nye varer.












Hele januar giver jeg 20 % ekstra på alle julepatchworkstofferne uanset pris, når man bestiller mere end 50 cm af hver. Det vil sige, hvis du bestiller 100 cm får du 120 cm til samme pris som 100 cm.




mandag den 5. januar 2015

Et lille drys sne

Jeg kunne så godt tænke mig et lille drys dækkende sne. Bare lige et lille drys til at camouflere haven. Især urtehaven. Den bærer i den grad præg af et travlt efterår, hvor der ikke var tid til at rydde op inden vinteren. I går benyttede jeg mig af det dejlige solskinsvejr. Iklædte mig thermo-kedeldragten og gik i haven og fik ryddet lidt op. Jeg tog mig også tid til den første kop kaffe i drivhuset i år - skønt at sidde der i solen og falde i staver - ren lysterapi.
Forhåbentlig bliver der flere solskinssøndage inden foråret sætter ind. For der er meget at rydde op i endnu og masser af kaffe, der skal drikkes, derude i lyset.
Nu kan vi blot vente på foråret.
Der blev også tid til at klippe lidt i mine overvintrende chilier i havestuen. Der er mange af dem, der bærer endnu, men de ser ikke lige godt ud alle sammen.
Søndagens chilihøst
Sarit Gat
Middelstyrke smager lidt af citrus 1. overvintring
Rød Habanero
Stærk 3. overvintring

fredag den 2. januar 2015

Godt nytår

Så er vi i gang med det nye år. Mange ser tilbage på det gamle år og reflekterer over årets gang. Hvordan er året gået ? For meget arbejde? Har der været tid til familien? Vennerne? Hvordan er hverdagene gået? Ferierne? Hvordan er det med sundheden? Jeg kunne blive ved i det uendelige. Og så kommer alle nytårsfortsætterne! Man skal holde op med at ryge! Måske skære lidt ned på rødvinen! Og så må man hellere melde sig ind i fitnesscenteret, der et par kilo (eller tre eller flere) for meget på sidebenene - det er da altid en begyndelse. Og vi ved alle, at for de fleste er det godt klaret, hvis det holder januarmåned ud.
Jeg ryger ikke. Jeg drikker ikke rødvin. Og jeg kunne ikke drømme om at melde mig ind i fitnesscenteret. Ikke fordi jeg er bedre end andre. Jeg har masser af dårlige vaner. Jeg kan afsløre nogle få. Jeg kan ikke leve uden lakrids. Og kage skal man ikke friste mig med. Også tager jeg mig ikke tid til at blive rørt. Det siger sig selv, at for stort indtag af kalorier og for lille forbrug af kalorier sætter sine spor. Og som tidligere år, starter omlægningen idag d. 2.1.. Erfaringen siger mig, at de store drastiske ændringer ikke holder ret længe, så det bliver i det små. Den daglige morgen gåtur skal genoptages. Kage og lakrids hører til i weekenden.
Et godt ostebord er altid godt og en 1980`er ostelagkage kan man altid spise.
Men nu er det kun tilladt i weekenden. Så det er godt det er lørdag i morgen.