Miljøvenlig skadedyrsbekæmpelse
Skadedyr i haven er et årligt tilbagevendende problem. Især når jeg helst ikke bruger gift. Mange vælger at blande lusemidler af sulfo og sprit og tror fejlagtigt, at de er giftfri. Men den holder ikke i byretten. Sulfo i haven er også gift.Hvert år, når georginerne begynder med de første blomster, starter de sorte lus også. Georginernes stængler er fyldt med sorte lus.
Denne metode er effektiv, hvis man begynder at bekæmpe, så snart man ser de første lus. Regelmæssig "behandling" er et must.
Hvis man synes at de sorte lus er ulækre at røre ved, tager man på sin venstre hånd en tæt siddende handske. En latex handske er rigtig god at arbejde med. I sin højre hånd tager man en lille forstøver fyldt med vand. Så gnider man lusene væk med den handskebeklædte hånd, samtidig med at man sprøjter stænglerne rene med forstøveren.Behandlingen skal selvfølgelig gentages efter behov. Og i løbet af nogle uger er der ikke flere lus end mariehøns og svirrefluer kan holde styr på.
Småfugleforældrene er også gode luse-bekæmpere, derfor har vi også flere fuglekasser i haven. Skovspurvene er lige nu igang med det 3. kuld, de er næsten flyvefærdige. Musvitterne nåede kun eet kuld i år. De var ved at gøre klar til 2. kuld til Sankt Hans. Men efter det forfærdelige vejr vi havde den aften, flyttede musvitterne. Om de blev træt af den danske sommer og flygtede sydpå som så mange andre, vides ikke.
I drivhuset plejer vi at være plaget af myrer.
I år har vi derfor vagtler i drivhuset. Min forhåbning var, at de ville spise myrer og andet småkryb. Jeg har ikke set dem spise ret mange myrer. Og der har da også været lidt myre-problemer, men ikke så slemt som man kunne forvente. Om det gør nogen forskel at de er der, er svært at svare på.
Vi vil gerne have flere fugleunger i haven til næste år, for skrigende fugleunger kræver meget "mad" Der for har vi udvidet med et rækkehus med plads til tre familier.