Viser opslag med etiketten blomstersalg. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten blomstersalg. Vis alle opslag

mandag den 13. november 2017

Under tag

Så kom de sidste knolde under tag.

De første knolde er kommet ind.
Den sidste måneds tid har jeg gravet georginer op. Sådan lidt ad gangen, som de efterhånden ikke satte nye blomster til buketter.
I lørdags var jeg igang i haven kl. 8 og nåede lige at få de sidste op inden det begyndte at regne.
Det meste jord er skyllet af og de senest opgravede ligger til tørring i drivhuset, inden de rykker i frostfrie omgivelser.
Jeg sorterer omhyggeligt i spande og frugtkasser, men alligevel er der altid en smutter eller to, som første bliver opdaget, når planterne vokser til og blomstrer på deres tildelte pladser i haven.
Kæmpe knolde som endnu ligger til tørring i drivhuset.
De er blevet store i år - knoldene. De har, som andre planter i haven, nydt godt af den megen regn og er vokset mere til, end de plejer på en mere normal sommer. Sååååh, til næste sommer, bliver haven endnu mere overfyldt. Jeg glæder mig allerede, selvom det bliver lidt af et puslespil at få plads til dem alle.

tirsdag den 16. august 2016

Gadeloppemarked

I lørdags (den 1. lørdag efter skolebørnene er startet i skolen) holdt vi vores årlige gade-loppemarked. I år var det 10. år vi holdt det på vores vej og de sidste par år har vi haft et par tilstødende gader med. Og det er et tilløbsstykke hvert år. I alt 64 stande var stillet op i indkørsler og carporte. Vejret var ikke det bedste, men alt gik godt på trods af et par byger og blæsevejr.
Dagen blev afsluttet med vej-dansefest. Vi (gaden) havde vundet en konkurrence om danseundervisning, så vi havde professionelle dansere til at undervise i bl.a. Lindy Hop. Sikke en fest, der blev danset til den store guldmedalje.
Det er blevet tradition at jeg bager  Ærø pandekager. De går som "varmt brød"
I carporten var der en afdeling med bøger, vintertøj, udklædningstøj, judodragter og spejderudstyr.
Blomsterafdelingen var velbesøgt. Foruden buketterne som sælges til hverdag også, var der chiliplanter, georginer i spande, potteplanten "spiralfrugt og lidt chili- og peberfrugter.
Mandag fik vi at vide at en af buketterne havde været brugt som brudebuket!
I indkørslen havde vi gamle ting og sager.
På fortovet holdt Café Loppen til.
Der "bages"
Der bages stadig.
Der skal mange pandekager til. Der var æblemos og rabarberkompot til.
Fire store fade blev det til. Alt blev solgt, vi nåede ikke selv at smage dem.

Der var kø i caféen.


fredag den 17. oktober 2014

Nattefrost

Tænk, at de kan blive ved - georginerne.

At jeg d. 17.10. kan plukke buketter med masser af georginer, er ikke helt som de fleste år.
"Normalt" ville den første nattefrost have gjort de overdådige blomster til en gang frygtelig ulækker sjask. Så det er skønt hver morgen at se ud af stuevinduet og møde dette syn. Og nattefrosten - ja, den må da gerne lade vente lidt på sig!

fredag den 15. august 2014

Fridag

Efter et par dage, hvor jeg næsten har arbejdet i alle mine vågne timer, har jeg tænkt mig, at holde en fridag idag.
Her på vores vej har vi i mange år holdt gadefest og loppemarked, den første lørdag efter børnene er startet i skolen efter sommerferien. Så min fridag skal blandt andet bruges til, at gøre klar til det.
I år skal jeg sælge chilifrugter, georginer og krydderurter, foruden al det "gamle bras" vi gemmer på loftet.
Vi plejer også, at have en lille cafè i vores indkørsel. I år vil vi stå og bage Ærøske Pandekager i caféen. (Vi "regner" med tørvejr)
De sidste par år har der været omkring 30 husstande på vejen med loppemarkeder i indkørsler og carporte og det plejer, at være så hyggeligt.
Almindelig supermarkeds-chili
Jeg kender ikke navnet på denne - men den er stærk!
Trinidad Perfume hører til i den milde ende af skalaen.

torsdag den 31. juli 2014

Vandmangel

Hvor ville det være dejligt, hvis vi kunne få en dag med regnvejr. Det er deprimerende, at se på alle havens vækster. De skriger efter vand. Og jeg går til bekendelse med det samme - jeg vander - og jeg vander med vandslange. Selvom det er ellers meget imod mine principper. Lidt vanding med vandkanden i ny og næ, kan gå. Især når det er regnvand, der er i kanden. Men regnvandstankene er tomme, og min have er ved, at dø af tørst - helt bogstaveligt. Selv Georginerne er jeg nødt til at vande.
Buket af forskellige georginer, stolte kavalerer, frøkenhat og persille i frø.

lørdag den 12. juli 2014

Hvad kan man få for en 20èr

Man kan f.eks få et bundt georginer til en rigtig sommerhat til en "dame".

Der er ved at være godt gang i georginerne.

mandag den 23. juni 2014

Blomster- og plantesalg

Blomstersalget er i gang,
Det er med stor fornøjelse, at jeg plukker blomster til buketter. Jeg kan slet ikke lade være. Og, jo flere jeg plukker des flere blomster, kommer der på planterne.
For tiden har jeg bundter med margueritter og studenternelliker, blandede buketter med morgenfruer og andre blomster fra haven. Om to uger regner jeg med, at der er så meget gang i georginerne, at der kan klippes til buketter.
Alt jeg sælger er overskud fra egen have og vindueskarm.
Jeg har en svaghed for krydderurter.
For tiden har jeg salvie, bronzefennikel, timian, citrontimian, italiensk kryddertimian, oregano, mynte, rosenmynte(en yndig plante med masser af lyserøde blomster -god til krukker), purløg og isop til salg.
Jeg har stueplanten Spiralfrugt i blå og hvid. Hvis man passer den med vand og gødning og husker at klippe de visne blomsterstilke af, kvitterer den med masser af blomster hele sommeren.
Mit blomstersalg er selvbetjening fredag til mandag. Og udvalget omfatter, hvad haven giver af overskud.