Viser opslag med etiketten opskrift. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten opskrift. Vis alle opslag

tirsdag den 5. september 2017

Squashdyrkning på 1.sal

Der er flere squash på vej.
På trods af den manglende sommer, har dyrkning af squash og butternut i pallerammer over vandtankene været en succes i år. Planterne har været glade for al den vand fra oven. Squash har vi høstet flere af, end vi kan nå at spise.
På butternut planterne er der afsat pænt med frugter. De skal blot vokse til og modne, så har vi til den første del af vinteren.

I weekenden blev der bagt squashkage til fryseren. Opskriften har jeg brugt i mange år og der er altid god afsætning!

Squashkage til en bradepande på ca. 40 x 40 cm

Butternut planterne dækker hele taget på hønsegården.
6  æg
4½ dl rapsolie
9 dl sukker
10 dl groftrevet og vredet squash
2 dl havregryn
8 dl hvedemel
½ tsk bagepulver
4 tsk natron
2 tsk salt
6 tsk kanel
4 tsk vanillesukker
5 dl hk. valnødder
Æg og sukker piskes sammen.
Olien tilsættes sammen med de andre ingredienser.
Fyldes i en smurt form og bages 25-30 min. ved 200 grader.
Spises evt. med en fed creme fraiche.


Squashkage

mandag den 31. juli 2017

Tomattid

På trods af en kedelig sommer med sparsomme varmegrader og masser af vand fra oven, er der fuld gang i tomaterne i drivhuset.
Vi har altid mange forskellige sorter både til salatskålen og til varme retter.
I år har jeg forsøgt mig med en Tomat-chili-sauce. Resultatet er afprøvet og godkendt af familien.

Sød tomat-chili-sauce

600 gr. blandede solmodne tomater
2 løg
1 fed hvidløg
1 lille middelstærk chili
50- 60 ml æbleeddike
50-60 gr. rørsukker
2 spsk. brun farin
salt og peber

Skær alle grøntsager ud og bland dem med de øvrige ingredienser i en gryde.
Kog i ca. 1 time.
Blend det fint.
Kog saucen ind til ønsket konsistens og smag til.
Hæld det på skoldede glas og sæt det på køl.
Saucen har en begrænset holdbarhed, men kan konserveres med Atamon.
Bøftomat
Gul tomat
Gemini
Grøn-gul tigertomat


San marzano bøftomat
Snerler pynter i tomaterne


Sort tomat
Tomat-chili-sauce

tirsdag den 2. august 2016

Tomathøst

Tomathøsten er i fuld gang. Med 10 forskellige planter plus det løse bliver det til rigtig mange tomater. De første 5 poser er da også røget i fryseren. Sammen med hønsefonden, fra de slagtede høns, vil de blive til den lækreste tomatsuppe til vinter.
Dagens høst små cocktailtomater og kæmpe bøftomater 
Gul tomatsalsa
God som tilbehør til grillretter

 Gul Tomatsalsa

Kom lidt olivenolie i en skål, tilsæt lidt æbleeddike, salt, peber, sukker.
Kom mild chili, f.eks. Hot Banana i små tern og lidt hvidløg i
Skær en gul bøftomat uden "det våde" i små tern og tilsæt den.
Hak lidt citronverbena og tilsæt det sammen med lidt reven citronskal
Lad salsaen trække et par timer i køleskabet.


Denne frokostret hører sommeren til.

Spejlæg med tomatsovs

Kom lidt margerine på en pande (ikke olie)
Tilsæt 3 hakkede tomater pr. person (alm. størrelse f.eks. Gemini)
Smag til med salt, masser af peber og en anelse sukker.
Lad det koge ind til en tyk jævn sovs, gerne med klumper. Hæld sovsen over rugbrød med spejlæg.


mandag den 15. februar 2016

Hvis du siger stikkelsbær, så siger jeg Tykke pandekager

Velbekomme



Forleden kom min store (ca. 2 m høje) søn hjem med et glas stikkelsbærmarmelade. Eet glas af mange, han havde lavet på sit arbejde. Og stikkelsbær er lig med tykke pandekager, hvis man er opvokset på Ærø. Så der var ingen vej udenom, der måtte laves tykke pandekager i weekenden.
Pandekagerne er lavet med gær og steges i palmin eller svinefedt.
Pandekagerne smager bedst med en syrlig kompot af f.eks. stikkelsbær, rabarber eller æbler.


Til ca. 50 pandekager skal der bruges:
500 gr hvedemel
6 dl. mælk
5 æg
50 gr gær
1 nip salt
500-700 gr palmin eller svinefedt

Opløs gæren i den lune mælk.
Tilsæt salt og æggeblommer.
Rør melet i.
Pisk æggehviderne stive og vend dem i dejen.
Stil dejen til hævning et lunt sted i ½-1 time.
Smelt palmin eller svinefedt i en pande med høj kant.
Steg pandekagerne i det varme fedt og læg dem på fedtsugende papir.
Spis dem med kompot.

tirsdag den 22. december 2015

4.søndag i advent

Så nåede vi 4.søndag i advent. Og utroligt nok, var alle hjemme, så vi kunne samles til lidt eftermiddags-julehygge med gløgg og hjemmelavede julegodter. I år har vi bagt mange forskelige småkager, men har ikke lavet så meget konfekt.
Jødekager, brunkager, finskbrød og chocoladespiraler.
Pebernødderne og klejnerne er spist.
Fyldte chocolader med rom-karamelfyld. (Toms skildpadder)
Fyldt chocolade med rom-karamelcreme
1 dåse kondenseret mælk
ca. 600 gr. mørk chocolade (mængden er afhængig af størrelsen på formene. Jo, mindre forme. Jo, mere chocolade)
romessens
chocoladeforme
Kog den uåbnede dåse med kondenseret mælk under vand(meget vigtigt) i ca. 3 timer. Stil den til afkøling. Smelt chocoladen over vandbad. Fyld smeltet chocolade i formene. Hæld det overflødige chocolade fra og stil formene på køl. Rør den afkølede karamelmasse med romessens og fyld den på en sprøjtepose. Sprøjt karamelmasse i de afkølede chocoladeforme og stil dem på køl. Luk bunden med chocolade og stil dem på køl igen. Pak dem i æsker og gem dem på et sikkert, ikke for varmt sted.
Kokosruller.
Kokosruller
1 dåse kondenseret mælk
1-1½ pose kokosmel
4-500 gr. lys eller mørk chocolade

Rør kondenseret mælk med kokosmel. Der skal så meget kokosmel i, at det kan formes til ruller. Det er meget klistret, men lidt koldt vand på hænderne kan hjælpe. Stil rullerne til afkøling til næste dag, så har de dannet skorpe og er nemmere at håndtere. Smelt chocoladen over vandbad og dyp rullerne her i. Rul kokosrullerne i kokosmel og stil dem til afkøling inden de pakkes i æsker og gemmes væk.

fredag den 26. december 2014

P-tærter

Her i huset bliver der lavet en del konfekt op til jul. 

Det er ikke altid lige kønt at se på, men det smager godt! En tilbagevendende succes er P-tærter. De kræver ikke en masse udstyr i kagesprøjter, specielle forme og ingredienser og så smager de himmelsk.

P-tærter

Smelt 200 gr mørk chocolade over vandbad (du kan evt. blande lidt lys chocolade i - hvis du har børn i huset)
tilsæt 100 gr saltede peanuts
og 75 gr skumfiduser klippet i små stykker.
Sæt blandingen i små toppe på bagepapir og drys med hakkede pistacienødder
og hold så fingerne væk indtil chocoladen er stivnet. (det er nok det sværeste ved denne opskrift)

mandag den 22. december 2014

Med eller uden?

Fejlslagen opdragelse

Jeg kan lige så godt indrømme det. På mindst et punkt er opdragelsen af mine børn fejlslagen. De spiser ikke æbleskiver med svedske. For os voksne i familien, som er vokset op med masser af æbleskiver med masser af svedskemos hver jul, er det en årlig påmindelse om, hvor lidt indflydelse vi har på vores børn. Vuggestuer, børnehaver og skoler derimod, de lægger frøene til vores børns smagsløg. Fra børnene er startet i vuggestuen og til de har forladt folkeskolen, er de blevet stop-fodret med æbleskiver fra supermarkedernes kølediske hver eneste decembermåned. Så der er vel ikke noget, at sige til, at for børnene er det "rigtige" æbleskiver.
Jeg prøver stadig, at få dem til at spise dem med svedskemos, så søndag eftermiddag gik med at bage 100 stk. og de fleste med svedske. Så er der lidt til juledagene.

Det giver et frygteligt svineri, når man bager æbleskiver!
Svedskemosen slap op, så der blev også et lille fad uden svedsker!

Ca. 100 stk. æbleskiver med svedskemos

Svedskemos

Klip 1 pose svedsker i mindre stykker
tilsæt lidt vand og sæt dem over og koge
tilsæt evt. mere vand hvis det er nødvendigt
smag til med reven citronskal, kanel, kardemomme og lidt sukker
stil svedskemosen til afkøling mens du laver dejen

Dej

Opløs 100 gr gær i 1 l lun mælk.
tilsæt 6 store æggeblommer
og 500 gr hvedemel
rør det hele sammen
pisk 6 æggehvider stive og vend dem forsigtigt i dejen
lad dejen hæve lunt i en lille times tid.

Smelt ca. 750 gr. palmin i en lille gryde
steg æbleskiverne i en æbleskive pande
kom den smeltede palmin på panden efter behov.

Spis æbleskiverne med et drys sukker.



lørdag den 20. december 2014

Advarsel

Hvis du først har smagt på de brændte mandler, kan du ikke stoppe før glasset er tomt.

Igår eftermiddags lavede jeg en gang brændte mandler med lakrids.  Uhm, de var gode. Ja, var gode. Inden vi gik i seng i aftes var glasset tomt. Så jeg bliver nok nødt til at lave en portion mere i dag.
Der er kun lidt lakridspulver tilbage.

Brændte mandler med lakridspulver.

Kom 150 gr. mandler, 150 gr. sukker og 3 spsk. vand i en tykbundet gryde. Varm det op  og rør en gang i mellem. Når vandet er fordampet og sukkeret er tørt og gråt, skal der røres konstant, til sukkeret er smeltet og gyldent.
Hæld mandlerne ud på en bageplade med bagepapir. fordel mandlerne med to gafler og lad dem afkøle. Kom dem i et glas og hæld lakridspulver over.
Lakridspulveret kan selvfølgelig udelades, hvis du vil have traditionelle brændte mandler!

tirsdag den 16. december 2014

Sankta Lucia

Forleden, da jeg ledte efter hjortetaksalt i mit krydderiskab, faldt jeg over en pose safran. Nu er safran ikke det billigste krydderi, man kan falde over, så det måtte da omsættes til noget spiseligt. Og årstiden taget i betragtning, kunne det da kun blive til Luciabrød. Denne opskrift kan anbefales og brødene kan godt spises selvom det ikke er d. 13. december!


Opskrift på luciabrød 16 stk.

Smelt 150 gr smør
tilsæt 3 dl mælk
rør 50 gr gær ud i væsken
tilsæt 1 spsk honning og ½ gram safran
ælt ca. 600 gram hvedemel i
sæt til hævning i ca. 1-1½ time ved stuetemperatur
form 16 esser og sæt dem til efterhævning i ca ½ time
sæt rosiner i og pensl med æggestrygelse
bag brødene ca. 20 minutter ved 200 grader


onsdag den 10. december 2014

Vi bliver aldrig for "store" til kagedag

Alle os, med skolesøgende børn, kender det kun alt for godt. Det er vores barns tur til at medbringe kage til den ugentlige kagedag. Måske har man ikke lige set det komme, før man står der aftenen i forvejen. Køkkenskabet indeholder måske ikke lige de rigtige ingredienser og logistikken skal også være i orden - hvordan får barnet lige fragtet en bradepandekage med i skole, når han er på cykel?!  Nu har jeg ingen folkeskolebørn mere. Den yngste er startet på Teknisk Gymnasium i sommers, men kagedagen, den er fulgt med. Og det er da dejligt, at de store "børn" stadig kan spise kage.
I dag er det så mit "barns" tur. Han skal med bybussen og en stor bradepandekage er stadig lige upraktisk. Så i dag skal de unge mennesker forkæles med popcorn med chocolade og karamel, mens de forbereder sig til eksamen.

Popcorn med chocolade og karamel til ca. 25 personer.

Varm 2-3 spsk. olie i en stor gryde
Pop 1 dl. usaltede majskorn i olien. Husk at ryste gryden, så popcornene ikke brænder på.
Smelt 200 gr. sukker og 50 gr. lys sirup til en flydende karamel i en anden gryde.
Bland de let knuste popcorn i karamelmassen.
Hæld massen i en form og køl den af.
Smelt 100 gr. mørk chocolade og fordel den hen over massen. Smelt 100 gr lys chocolade og fordel den over massen og den mørke chocolade.
Valg af mørk-lys chocolade kan varieres efter smag.

tirsdag den 4. november 2014

Madpakker

Her i familien, med to unge madpakkespisende studerende, bliver der konsumeret boller i store mængder. De unge mennesker er ikke så meget for rugbrød i madpakken (forstå det hvem der kan - der er da ikke noget bedre end en svedende leverpostej-mad med to slatne skiver agurk)! Derfor bliver der bagt madpakkeboller i stor stil. Med min baggrund som udlært materialist (i tidernes morgen) har jeg lært en del om ernæring, derfor går den ikke med usunde hvide boller her i huset - i hvert fald ikke i madpakken. Det kan være lidt af en udfordring - sunde boller, der ikke virker alt for helsefanatiske.
Min opskrift på græskarkerneboller kan gøres sundere med større mængder fuldkornsmel!
GRÆSKARKERNEBOLLER
24 stk.
2 fintrevne gulerødder overhældes med 4 dl kogende vand
tilsæt
2 mosede kogte kartofler
reven skal af en squash
1 håndfuld knuste græskarkerner
2 dl mælk
når temperaturen er faldet nok tilsættes
50 gr gær
1 spsk sukker
1 tsk salt
1 æg
75 gr margerine
250 gr hvid hvede (eller anden fuldkornsmel) Mængden af fuldkornsmel kan øges efter ønske.
ca. 1100 gr hvedemel
Ælt dejen grundigt
Stil den lunt til hævning 1 - 1½ time
Form 24 aflange boller.
Efterhævning 40 minutter.
Pensles med æggestrygelse (1 æg, 1 spsk. vand, 1 nip salt, 1 nip sukker piskes sammen)
Drysses med græskarkerner.
Stilles i en 220 grader varm ovn. Sænk temperaturen til 200 grader.
Bag ca. 15-20 minutter.


torsdag den 24. juli 2014

Der er en duft

Der er en duft som kun Vor herre kan lave den, når vi stikker næsen ind i drivhuset.

Og jeg nøjes med næsen - i hvert fald midt på dagen - der er simpelthen for varmt. Det er fersknerne der dufter, fordi de er ved at modnes.Og høsten bliver god i år. Der er mange af en pæn størrelse og de er fine saftige. Som med al anden frugt, som vi selv fremavler, er der mere end vi kan nå at spise.

Jeg har, for år tilbage, lavet marmelade med ferskner og tynde skiver af citron. Den smager skønt, men i år nøjes jeg med at lave Fersken-Blåbær-kage til fryseren, så vi har til hele vinteren. Den har jeg lavet med succes de sidste par år og blåbærene er også modne nu.

Fersken-Blåbærkage til en stor bradepande på ca. 40 x 40 cm.

Rør 500 gr. smør eller margerine med 650 gr. sukker og 6 tsk. vanillesukker.
Rør 9 store æg i - eet ad gangen.
Rør 2 dl. havregryn i.
Rør 1,5 dl. mælk i.
Bland et par håndfulde blåbær og ca. 1 kg udstenede ferskner i tern i.
Bland  4½ tsk. bagepulver med 10 dl. hvedemel og vend det i.

Hæld det i en smurt form og bag ca. 30 minutter ved 190 grader.

onsdag den 2. juli 2014

Agurketid

Det er agurketid

Drivhusets vækster trives. Chiliplanterne blomstrer og sætter frugter, de tidlige er så småt begyndt at modne. Tomatplanterne gror og sætter tomater, der går lidt endnu inden de begynder at modne. Men agurkerne vokser og vi kan næsten ikke spise os ud af dem.
Når det er agurketid i drivhuset, kan vi næsten altid få billige meloner i butikkerne. Denne agurk-melonsalat laver jeg altid nu. Den er en sikker vinder hos børnene - også hos dem der ellers ikke "bryder sig så meget om salat"
Fintsnittet icebergsalat, ud-hullet agurk i halve skiver og sød melon i tern. Dryp melonsaften henover salaten.
melonen kan være honningmelon, cantaloupe-melon eller futuro-melon 


mandag den 16. juni 2014

Hyldeblomster

Det er højsæson for blomstrende hyldetræer. 

Det er dejligt nemt, med det overskud naturen giver os. Vor herre passer buske og træer med sol og regn. Vi kan bare gå og holde øje og glæde os til at høste.
Og så er det ikke sprøjtet. Man skal dog være opmærksom på, hvor man plukker - det er ikke så smart at plukke langs meget trafikerede veje.

I lørdags fik jeg sat hyldeblomstsaft over.

Opskrift

2 usprøjtede citroner
18 hyldeblomstskærme uden stilk
30 gr. vinsyre
1,2 kg sukker
kommes på et skoldet glas og overhældes med 1,2 liter kogende vand.
Glasset "rystes" indtil sukkeret er opløst.
Stilles kølig i 4-5 dage, filtreres og hældes på skoldede, atamon-skyllede flasker.


Det blev også til en rigtig sommerdessert.

Pandekager med hyldeblomster, dertil friske jordbær fra haven og en god vanilje-is.