søndag den 28. december 2014

Friske chilier

Der er stadig masser af chilier på  mine overvintrende planter. Men de ser ikke godt ud mere. Det er nu, det er svært. De skal vandes - men ikke for meget, kun lige nok til at holde liv i dem. En af de nærmeste dage skal jeg i gang med saksen, for at fjerne det dårlige.
Chiliplanterne hænger med "ørerne"
Citronplanten trives. 

fredag den 26. december 2014

P-tærter

Her i huset bliver der lavet en del konfekt op til jul. 

Det er ikke altid lige kønt at se på, men det smager godt! En tilbagevendende succes er P-tærter. De kræver ikke en masse udstyr i kagesprøjter, specielle forme og ingredienser og så smager de himmelsk.

P-tærter

Smelt 200 gr mørk chocolade over vandbad (du kan evt. blande lidt lys chocolade i - hvis du har børn i huset)
tilsæt 100 gr saltede peanuts
og 75 gr skumfiduser klippet i små stykker.
Sæt blandingen i små toppe på bagepapir og drys med hakkede pistacienødder
og hold så fingerne væk indtil chocoladen er stivnet. (det er nok det sværeste ved denne opskrift)

onsdag den 24. december 2014

Juleferie eller........noget der ligner.

Så er der gjort klar til at holde juleferie. Tre meget forskellige projekter i syning-over-pap-teknik ligger klar til pauserne mellem julemiddag og diverse julefrokoster. Alle tre projekter er indtil videre hemmeligheder, som forhåbentlig bliver klar til netbutikken i løbet af de næste par måneder.


mandag den 22. december 2014

Med eller uden?

Fejlslagen opdragelse

Jeg kan lige så godt indrømme det. På mindst et punkt er opdragelsen af mine børn fejlslagen. De spiser ikke æbleskiver med svedske. For os voksne i familien, som er vokset op med masser af æbleskiver med masser af svedskemos hver jul, er det en årlig påmindelse om, hvor lidt indflydelse vi har på vores børn. Vuggestuer, børnehaver og skoler derimod, de lægger frøene til vores børns smagsløg. Fra børnene er startet i vuggestuen og til de har forladt folkeskolen, er de blevet stop-fodret med æbleskiver fra supermarkedernes kølediske hver eneste decembermåned. Så der er vel ikke noget, at sige til, at for børnene er det "rigtige" æbleskiver.
Jeg prøver stadig, at få dem til at spise dem med svedskemos, så søndag eftermiddag gik med at bage 100 stk. og de fleste med svedske. Så er der lidt til juledagene.

Det giver et frygteligt svineri, når man bager æbleskiver!
Svedskemosen slap op, så der blev også et lille fad uden svedsker!

Ca. 100 stk. æbleskiver med svedskemos

Svedskemos

Klip 1 pose svedsker i mindre stykker
tilsæt lidt vand og sæt dem over og koge
tilsæt evt. mere vand hvis det er nødvendigt
smag til med reven citronskal, kanel, kardemomme og lidt sukker
stil svedskemosen til afkøling mens du laver dejen

Dej

Opløs 100 gr gær i 1 l lun mælk.
tilsæt 6 store æggeblommer
og 500 gr hvedemel
rør det hele sammen
pisk 6 æggehvider stive og vend dem forsigtigt i dejen
lad dejen hæve lunt i en lille times tid.

Smelt ca. 750 gr. palmin i en lille gryde
steg æbleskiverne i en æbleskive pande
kom den smeltede palmin på panden efter behov.

Spis æbleskiverne med et drys sukker.



søndag den 21. december 2014

4. søndag

Så er det lige før....
Sidste søndag før jul får du mønster på fugle. Du bestemmer selv om det skal være julefugle. Vi har valgt at sy dem i hør med mønster og sølvtryk, give dem røde hør-vinger og pynte dem med sølvophæng og blomsterknapper - ikke mere julede end, de kan hænge januar måned også.

Download gratis mønster hos pelunika

lørdag den 20. december 2014

Advarsel

Hvis du først har smagt på de brændte mandler, kan du ikke stoppe før glasset er tomt.

Igår eftermiddags lavede jeg en gang brændte mandler med lakrids.  Uhm, de var gode. Ja, var gode. Inden vi gik i seng i aftes var glasset tomt. Så jeg bliver nok nødt til at lave en portion mere i dag.
Der er kun lidt lakridspulver tilbage.

Brændte mandler med lakridspulver.

Kom 150 gr. mandler, 150 gr. sukker og 3 spsk. vand i en tykbundet gryde. Varm det op  og rør en gang i mellem. Når vandet er fordampet og sukkeret er tørt og gråt, skal der røres konstant, til sukkeret er smeltet og gyldent.
Hæld mandlerne ud på en bageplade med bagepapir. fordel mandlerne med to gafler og lad dem afkøle. Kom dem i et glas og hæld lakridspulver over.
Lakridspulveret kan selvfølgelig udelades, hvis du vil have traditionelle brændte mandler!

tirsdag den 16. december 2014

Sankta Lucia

Forleden, da jeg ledte efter hjortetaksalt i mit krydderiskab, faldt jeg over en pose safran. Nu er safran ikke det billigste krydderi, man kan falde over, så det måtte da omsættes til noget spiseligt. Og årstiden taget i betragtning, kunne det da kun blive til Luciabrød. Denne opskrift kan anbefales og brødene kan godt spises selvom det ikke er d. 13. december!


Opskrift på luciabrød 16 stk.

Smelt 150 gr smør
tilsæt 3 dl mælk
rør 50 gr gær ud i væsken
tilsæt 1 spsk honning og ½ gram safran
ælt ca. 600 gram hvedemel i
sæt til hævning i ca. 1-1½ time ved stuetemperatur
form 16 esser og sæt dem til efterhævning i ca ½ time
sæt rosiner i og pensl med æggestrygelse
bag brødene ca. 20 minutter ved 200 grader


søndag den 14. december 2014

3. søndag i advent

Denne uges gratis mønster er et foldet juleophæng.
Hvis man undlader perle og ophængsbånd, kan den også bruges som en lille krusbrik.

Download gratis mønster hos pelunika

onsdag den 10. december 2014

Vi bliver aldrig for "store" til kagedag

Alle os, med skolesøgende børn, kender det kun alt for godt. Det er vores barns tur til at medbringe kage til den ugentlige kagedag. Måske har man ikke lige set det komme, før man står der aftenen i forvejen. Køkkenskabet indeholder måske ikke lige de rigtige ingredienser og logistikken skal også være i orden - hvordan får barnet lige fragtet en bradepandekage med i skole, når han er på cykel?!  Nu har jeg ingen folkeskolebørn mere. Den yngste er startet på Teknisk Gymnasium i sommers, men kagedagen, den er fulgt med. Og det er da dejligt, at de store "børn" stadig kan spise kage.
I dag er det så mit "barns" tur. Han skal med bybussen og en stor bradepandekage er stadig lige upraktisk. Så i dag skal de unge mennesker forkæles med popcorn med chocolade og karamel, mens de forbereder sig til eksamen.

Popcorn med chocolade og karamel til ca. 25 personer.

Varm 2-3 spsk. olie i en stor gryde
Pop 1 dl. usaltede majskorn i olien. Husk at ryste gryden, så popcornene ikke brænder på.
Smelt 200 gr. sukker og 50 gr. lys sirup til en flydende karamel i en anden gryde.
Bland de let knuste popcorn i karamelmassen.
Hæld massen i en form og køl den af.
Smelt 100 gr. mørk chocolade og fordel den hen over massen. Smelt 100 gr lys chocolade og fordel den over massen og den mørke chocolade.
Valg af mørk-lys chocolade kan varieres efter smag.

søndag den 7. december 2014

2. søndag i advent

Julen er hjerternes fest.
2. søndag i advent får du gratis mønster på hjerter i jute med pynt.
Hjerterne er lavet i en smuk pink jute
Download gratis mønster hos pelunika

onsdag den 3. december 2014

Hvad du ønsker ....

Hvad du ønsker skal du få - når (ikke hvis)vi vinder millionen

Her i familien, med to voksne og to unge mennesker, har vi startet en ny tradition. Det vil sige det bliver vidst først en tradition til næste år, som så er tredje år.
I stedet for kalenderpakker eller adventspakker, køber vi en skrabekalender til hver. Aftalen er, at hvis der er million gevinst på en af kalenderne, deles gevinsten i fire lige store dele.
Allerede i går den 2. december begyndte planlægningen af omsætning af gevinsten.
Den yngste i familien, er 16 år og går på Teknisk Gymnasium. Han spekulerer på, hvordan gevinsten skal investeres, så den kan give afkast.
Den to meter høje er 19 år, går på Levnedsmiddelskolen,  - vil være bager, - er på SU og altid i pengeunderskud. Han vil vidst gerne have en bil, så han ikke altid skal låne fars.
Den ældste i familien, ham jeg deler avisen med, trænger forfærdeligt til en ny bil.
Så er der mig. Jeg ønsker mig et orangeri - det har længe været et stort ønske. Jeg har nu et almindeligt drivhus på 9,9 m2 og det er alt for småt. Mit nye "orangeri" skal være mindst dobbelt så stort, med en sokkel af røde mursten. I bunden skal der ligge røde teglsten. Og der må meget gerne være mulighed for opvarmning så jeg kan forlænge sæsonen. Så skal der være plads til et arbejdsbord og plads til at sidde og nyde kaffen.- åh, det bliver dejligt - jeg tror slet ikke jeg kan komme derfra igen - førend det bliver vinter!
Men tilbage til virkligheden - vi skal lige vinde millionen først!

tirsdag den 2. december 2014

Dørkrans


Så er december skudt igang. 


Det var koldt at stå i drivhuset og lave de sidste dekorationer, men nu er dørkransen hængt op. Og kalenderlyset har fået en lyskrans af snoet efeu og er allerede bagud. Så alt er som det har været alle tidligere år i december.

Kransen er bundet på en krans af kaprifoliestængler. 
Min multiflora hyacint står stadig i drivhuset. Blomsterne er så småt begyndt at vise sig.