tirsdag den 30. juni 2015

Der skal ydes, før der kan nydes......

En travl juni er ved at være slut.
I "arbejdstiden" har der været travlt med lager-oprydnings-salg, med nye julemodeller til netbutikken og al det andet, som også skal passes. I juli, skal der slappes af. Helt fri kan jeg ikke holde, men et par fridage ind imellem, skal der være plads til.
Netbutikken skal passes, der skal sendes varer til de kunder, der ikke holder helt fri fra sytøjet.
Også er der mindst to nye julemodeller mere, der skal være klar inden august.

I haven er der også travlhed. Det er ikke fordi jeg har en velfriseret have, men i år, må jeg indrømme, roder det. Vi er ved at gøre klar til det nye drivhus, som skal sættes op til efteråret. Det kræver en del ommøblering i en have, som var indrettet med et drivhus på 9,9 m2, der udvides til 18,8 m2.
Først var der vores regnvandstønder, der skulle flyttes. De var pakket ind i efeu, så de ikke skæmmede haven. Det var anstrengende "pakker" at pakke ud. Så skulle de flyttes, henover stensætningen bag om æbletræet! Og helst uden at ødelægge for mange planter. Puha! Nu står de bag hønsegården, med squash, hokaido, butternut og ærteblomster på toppen.
Så skal stensætningen og alle de planter, der står på den, flyttes. Det er tungt arbejde. Min gamle Hortensia er blevet flyttet. Den er 25-30 år, den ser ud til at klare det. Mange andre planter skal flyttes henover sommeren og der skal mures en ny sokkel. Der er vidst arbejde nok til hele sommeren. Men til næste år, vil vi sidde i drivhuset og nyde vores have.
Noget af stensætningen er røget.
Nu ligger stenene og fylder på havegangen.
Squash, butternut og ærteblomster på 1.sal.
Squash og hokaido på 1.sal






søndag den 14. juni 2015

Sommerdag med juleforberedelser

Så fik vi endelig lidt sommertemperaturer. Og jeg har nydt det i fulde drag. Det meste af fredagen blev tilbragt i haven, med sy-arbejde. Det endte med, at blive en rigtig lang arbejdsdag, mindst 12 timer, det føles bare ikke sådan. Jeg fik færdiggjort noget julepynt, som er hemmeligt indtil august. Jeg fik startet op på en ny julemodel, syet over pap. Den skal også være klar til august.
I kælderen hænger en tredje model, den er syet på maskine.
Nu skal der læses korrektur på mønstrene, de skal renskrives og der skal tages billeder af modellerne, meget gerne med lidt julestemning henover (det kan være svært at finde, på denne årstid). Så skal mønstrene printes og pakkes, så de er klar til at tage med på Patchwork Træf i Roskilde sidste weekend i august.
Arbejde eller fritid?

torsdag den 4. juni 2015

Sidste "fridag"



Noget af det jeg savner fra min tid som lønmodtager, er fridage. Sådan rigtige fridage, hvor man holder fri fra alle forpligtelser, hvor man kan gøre lige, hvad man har lyst til. Og ikke mindst få gjort noget ved "bunkerne", som man ikke når i hverdagen.
Jeg ved godt, at mange (ikke selvstændige) tror at selvstændige bare kan holde fri. Og det ser måske også sådan ud. Men virkligheden er en helt anden.
Derfor elsker jeg foråret med alle helligdagene. Det lugter lidt af fridag! Så kan jeg holde "næsten-helt-fri" med havearbejde (hvis vejret er til det) eller få gjort lidt ekstra indendøre.
Træpæon
At man som selvstændig mangler nogle arbejdstimer og må bruge weekenderne til at indhente det forsømte er en helt anden sag.

Nu ser jeg frem til tre fridage (grundlovsdag og weekend) som skal nydes i haven.
Og det bliver "næsten-rigtige-fridage" for meteorologerne har lovet sommervejr.