mandag den 26. juni 2017

Fællesprojekt i SyFynQuiltelaug

Nogen poser bliver man gladere for end andre. 

Birthes pose med de blå farver, var jeg glad for, at gå igang med.
I Birthes pose lå disse tre.
Jeg valgte, at sy de to sammen og tilføje en runde på den ene.
Sådan.

fredag den 16. juni 2017

God morgen

Morgentoilette i drivhuset

Vagtelungerne er nu fem uger og snart lige så store som deres forældre.  De fire klækkede unger blev til tre. Viggo tog livet af den ene, desværre. Nu er han sat på fri fod igen og der er fred og fordragelighed i drivhuset.
Der er stor aktivitet med fem vagtler og irriterende småkravl, som myrer og bænkebidere, ser vi stort set intet til. 
Klik på billederne for at se dem i stor størrelse.
Der er travlhed efter natten.
Der skal spises morgenmad.
Ungerne har fundet en solplet, hvor de kan morgen-soignere sig.

mandag den 12. juni 2017

Højbede

Grøntsagsdyrkning på 1. sal

Der kan være flere gode grunde til at dyrke sine grøntsager og andre planter i højden. Jeg har to grunde.
Den ene er pladsen. Min have er ikke så stor - i hvert fald ikke stor nok til mig. Derfor flyttede squash og butternut squash op i pallerammer ovenpå regnvandstankene, da vi fik større drivhus.
Den anden grund er dræbersnegle i massevis. Den eneste grøntsag, vi stadig dyrker på normalvis, er kartofler, den er sneglene tilsyneladende ikke så vild med. Andre grøntsager har vi droppet helt. Appetitten forsvinder som dug for solen, når man skal hente jordbær og salat i haven og det vrimler med snegle.
Men der er en løsning på alt. Nu dyrker jeg georginer i alle bede i køkkenhaven (på nær det ene, hvor der står kartofler). Over alle georginebede ligger der rionet. Det er effektiv opbinding, som kan anbefales. Ovenpå rionettet kan der ligge plantessække med salatplanter og stå krukker med f.eks. skovjordbær. Her kommer der ingen snegle. Det nye problem kommer så nu, hvor georginerne er ved at vokse igennem rionettet.
Salatplaner i plantesæk, spinat og rucola i bakker.
Salatblanding i plantesæk
Skovjordbær i krukke
Pallerammer på vandtank bag hønsehuset
I den ene palleramme står der selvsåede akelejer, indtil squashplanterne bliver plantet ud.
Plantesæk med salat og krukke med skovjordbær.

torsdag den 1. juni 2017

Loppefund på Ærø

Intet sted i verden er der kønnere end på Ærø når solen skinner.

Tre dage på Ærø i godt vejr går alt for hurtigt. Selvom,alting går lidt ned i gear, når man kører fra borde, slipper dagene hurtigt op.
Fredag var jeg til loppemarked i Ærøskøbing By. Mange havde boder ude og jeg gjorde mange gode handler (læs: bilen var fyldt med gammelt ragelse, da vi kørte hjem.)
Jeg er stor-forbruger af glasvaser i forskellige størrelser.
En af de "nye" er kæmpestor og blev indviet så snart vi kom hjem.
Mit bedste køb er et gammelt sybord.
Det er måske ikke så kønt og det trænger til en kærlig hånd, men det er funktionelt.
Det er et perfekt som arbejdsbord til stuen, hvor jeg sidder og arbejder om aftenen.
På bordpladen er der et "patchworkmotiv"
Nede i bordet er der et stort rum og seks mindre rum. 
Under de små rum er der et hemmeligt rum. 
I låget er der en stor hylde med mange mindre rum. 
Blandt mine mange køb var der to små keramik-engle fra Sidsel Keramik.
De har fået plads i mit gamle almue hjørneskab.