torsdag den 31. juli 2014

Vandmangel

Hvor ville det være dejligt, hvis vi kunne få en dag med regnvejr. Det er deprimerende, at se på alle havens vækster. De skriger efter vand. Og jeg går til bekendelse med det samme - jeg vander - og jeg vander med vandslange. Selvom det er ellers meget imod mine principper. Lidt vanding med vandkanden i ny og næ, kan gå. Især når det er regnvand, der er i kanden. Men regnvandstankene er tomme, og min have er ved, at dø af tørst - helt bogstaveligt. Selv Georginerne er jeg nødt til at vande.
Buket af forskellige georginer, stolte kavalerer, frøkenhat og persille i frø.

tirsdag den 29. juli 2014

Nu gik den ikke længere....


Nu gik den ikke længere. I dag stod den på oprydning på værkstedet og lageret. Det var tvingende nødvendigt - det gode vejr - kan ikke mere bruges som "god undskyldning" for at lade være. Jeg havde brug for plads, for der skulle pakkes sy-kits til "noget" der afsløres i Quilt.dk i næste uge. Den ene "ting" er der mønster på i bladet, så den vil jeg ikke afsløre. Men den anden er en julekalender som jeg sætter på netbutikken i weekenden.

75 x 75 cm bagside, 75 x 75 cm mellemfoer, 20 x 110 cm stof til kantebånd, 4 forskellige røde stoffer 25 x 110 cm af hver, 6 forskellige grønne stoffer ialt 60 x 110 cm, er hvad der skal bruges til julekalenderen.

mandag den 28. juli 2014

En svær beslutning

Det skal ikke være nogen hemmelighed.

Det var en svær beslutning at tage - at lukke systuen. Beslutningen er taget for længst, men datoen for hvornår det skulle ske - var det sværeste. Men nu er det sket, vi åbner ikke igen efter sommerperioden.
Da jeg startede systuen i 2001, efter gennemført uddannelse på Odense Håndarbejdsseminarium, var mine børn små og tanken var, at når de blev store, skulle jeg lukke systuen og ud på arbejdsmarkedet igen. I mellemtiden har jeg startet min netbutik, hvor jeg sælger egne mønstre og sy-kits. Pelunika Der er travlhed i butikken, så arbejdsmarkedet må vente. Hvis det nogensinde bli`r!