lørdag den 1. august 2015

Tidlig morgen

Sommer-morgenstemning

Jeg "ælsker" de her tidlige lørdag-morgener, hvor jeg er oppe kl. 5.00. Jeg spiser morgenmad med den yngste, der skal møde på fritidsjob i Føtex. Når han er kørt lidt i seks, kan jeg være heldig, at have huset og haven for mig selv i en halv times tid.
Her er en sjælden ro i huset, kun i haven er der liv. De nye høns, som vi fik for et par uger siden, er stået op. De gamle ligger i fryseren i form af hønsefond og hønsekødstern.  Skovspurvene er så småt begyndt fodringen af de små. Det er kuld nr. 3, de har gang i. I betragtning af den kolde sommer, vi har haft, er det helt godt gået. Denne weekend skulle vi gerne kunne holde rejsegilde for vores nye drivhus. Vejret er perfekt til det.
Tre unger mennesker (gamle efterskole-venner) sover endnu på 1.salen.
Morgensol i georginehaven.
Kylle, Rylle og Pylle, vores nye høns er morgenfriske.
Der er kommet Dafnier i min lille havedam, så vandet er så klart som postevand.
Men Åkanden, som jeg efterhånden har haft i nogen år, blomstrer stadig ikke.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar