torsdag den 19. marts 2015

Velkommen hjem...

En travl periode med  klargøring til messe, afvikling af messe og oprydning efter messen er slut. Værkstedet og lageret ser, sådan nogenlunde, ordentligt ud. Så jeg er klar til at modtage kunder her på adressen i eftermiddag.
De fire dage, vi bruger på messen, rydder kalenderen totalt. Der er ikke tid til andet. Torsdagen bruger vi på opsætning af standen. Fredag, lørdag og søndag er messen åben for publikum. Søndag pakker vi det hele sammen igen, når messen er slut. Så det er fire dage, hvor vi tager tidligt hjemmefra og kommer sent hjem.
Men når vi så kommer hjem, er det dejligt at blive mødt af lidt forår i krukker ved hoveddøren.
Der var engang en, der sagde til mig:"Forhaver er spild af god haveplads." Det han mente var, at her kunne han ikke sidde og nyde sin have i fred og ro. Og det er jo, rigtigt nok, Men hvor tit er det lige, at vi har tid til at sidde og nyde vores haver, når arbejdet og andre gøremål skal passes? Det er ikke hver dag, at man når at komme ud i haven. Men forhaven, den tager imod dig, hver gang du har været ude og kommer hjem. Så jeg har næsten altid blomstrende krukker ved fordøren. Og min forhave er køn - inden så længe!






Ingen kommentarer:

Send en kommentar